Følg os på FACEBOOK

 
 

Kunstnerisk leder og skuespiller John Batz

Som ide-mand og kunstnerisk leder i Århus Revyen er John Batz kraftigt medvirkende til at bringe den skæve og gakkede komik ind i det satiriske revyshow. John Batz har været medstifter af Café Kølbert og Komikservering og har i mere end 20 år været at finde på de danske revyscener. Det komiske talent har flere gange ført til nomineringer som årets revykunstner og mange Århusianere kender også John Batz fra Salon Hanegal, der i 90´erne stod for Århus Revyerne.

Skuespiller Farshad Kholghi

Farshad Kholghi er et af de nye skud på stammen i år, og det er med stor fornøjelse at Århus revyen kan præsenterer den mangesidige multikunstrner, skuespiller, forfatter, foredragsholder og debatør. Farshad er fast skribent på sin klumme i Jyllands Posten og i MetroXpress, men også på film, teater og i revysammenhæng er Farshad et kendt ansigt. Farshad modtog i 2007 Dan Turell-prisen og var i 2008 normeret til årets revyforfatter. Farshad Kholghi kunne sidste år opleves i det musikalske revyshow på Pejsegården i Bredstrup.

Skuespiller Michael Hasselflug

Michael Hasselflug er med i Århus Revyen for tredie år i træk, og han har en stor andel i vores anmelderroste revyshow. Michael er uddannet på Århus teaters og blev som færdiguddannet ansat i Århus teaters ensemble, hvor han medvirkede i et anseeligt antal forestillinger. Michael Hasselflug har underholdt med Østjysk musikforsyning, og er også kendt for adskillige musicalsammenhænge.
Michael Hasselflug har stor erfaring med revy genren, hvor han udover Århus Revyen også har stået på scenen i Kolding revyen, Hjørring Revyen og Bornholm Revyen.

Skuespiller Christian Damsgaard

Christian Damsgaard er en anden stor revykunstner som Århus revyen glæder sig til at arbejde sammen med i år. Christian er uddannet på Århus Skuespillerskole i 1993 og har siden da optrådt på mange af landets teaterscener. Børnene kender Christian for hans tid inde i Bamse, og hans medvirken i adskillige tv-serier - "Vladimir og Kennedy", "Kongeriet" og "Hotellet", og rollen som den unge vicebetjent Holm i Olsen-bandens første kup pynter fint på cv´et. Christian Damsgaard er en dygtig improskuespiller og medvirkede i improgruppen "Alt på et bræt" . Christian har ligeledes været med i TV-udsendelsen "Gu ske lov du kom". Århus Revyen har hentet Christian i Esbjerg Revyen, hvor han har medvirket de sidst år, men ellers kender man ham fra "Dogme revyen" som gæstede Århus Musikhus i 2009.

 

Instruktør Dan Schlosser

Dan Schlosser: uddannet fra Odense Teaters Skuespillerskole og har også i en periode været en del af Århus Teaters faste ensemble.
Ud over et stort virke som skuespiller i mange små, store, skæve og mere regelrette sammenhænge har han været TV-vært, har lagt stemme til alskens video-, TV- og medieproduktioner, skrevet både revytekster g teaterstykker (bl.a. ”Be-Bop-A-Lula”til Århus Teater 1996), han har instrueret forestillinger på bl. a. Taastrup Teater og er underviser på Århus Teaters Skuespillerskole – og så er han selvfølgelig et naturligt indslag i Teatersportgruppen ”Alt på et Bræt”, der fødtes i Århus for 23 år siden og også rummer unaturlige indslag som for eksempel John Batz, Michael Hasselflug og Christian Damsgaard.

I Århus Revyen er han med for 2. gang som instruktør.
I øvrigt interesserer han sig ikke for biler eller mekanikere overhovedet – med mindre bilen hedder SAAB og mekanikeren hedder Dorthe eller Ulla eller Lisbeth eller Nicoline eller Signe eller...

Men det skal blive sjovt alligevel!

 

Kapelmester Keld Haaning Ibsen

Det er lykkedes os atter at hyre sidste års kapelmester Keld Haaning Ibsen. Det musikalske talent fornægter sig ikke, og det var da netop Keld Haaning Ibsen der som kapelmester for Århus Revyen 2008 modtog prisen som Årets revykomponist ved prisuddelingen – Årets Dirch. Keld er bosiddende i Århus, og er oprindeligt uddannet almen musiklærer på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Keld har netop afsluttet en kandidatuddannelse som komponist af filmmusik - den første af sin art i Danmark.

Orkester:
Kim Mikkelsen - Bas
Marc Thierry - Trommer

Koreograf:
Kristina Mølgaard

Scenograf:
Jørn Walsøe